Generalforsamling 2011

Den 8. Juni 2011 blev der igen i år afholdt generalforsamling i Kultur Perronen i Auning.  Generalforsamlingen blev afviklet i henhold til vedtægterne og ca. 30 medlemmer deltog heri. Carsten Riis Olesen blev valgt som dirigent. Formand Karsten Hansen indledte beretningen med at give en status for, hvad hjortelaugets opgave er. Der har netop i årets løb været forskellige opfattelser af, hvad hjortelaugets reelle opgave var – både fra landmænd, jægere og lokales side. Endvidere har det været en tendens til, at man mere snakkede om hinanden end med hinanden. Bestyrelsen har derfor lagt stor vægt og energi på dialog og information til medlemmerne bl.a. ved anvendelse af hjemmesiden og nyhedsbreve.

Der har været mange aktiviteter i løbet af det første år. Bestyrelsen har arbejdet med bl.a.: bedre information om og forhold for indlevering af hjortevildtkæber, undersøgelse af markskader i laugområdet, Vildtmenu aften i Stenvad Mosebrugsmuseum med 120 deltagere, rundvisning på Rosenborg skovbrug med knap 40 deltagere, transekt undersøgelse af hjortevildt i laugområdet, katalog over indsatsområder for reduktion af markskader og hertil en række møder med lokale,  jagtkonsortier og Djurslands Landboforening.

Karsten afsluttede beretningen med at sige, at vi skal huske at holde fokus på hjortevildtforvaltningen og skubbe egne mærkesager lidt væk, og så skal vi fortsætte den gode udvikling med at tale med hinanden også på tværs af markskel. Beretningen blev herefter godkendt.

Hjortelaugets regnskab blev godkendt med et overskud på ca. 3.000 kr og dette beløb udgør også laugets egenkapital. Det blev besluttet at fortsætte med 0 kr. i kontingent og istedet håbe på, at medlemmerne vil  støtte lauget som støttemedlemmer. Løvenholm Fonden, Søren Bornerup, Christian Nielsen og Jægerne på Isakslund har støttet lauget i 2010. Tak for det.

Bent Nielsen, Nimtofte blev valgt som ny kasserer og Poul Kroier, Nimtofte som medlem af bestyrelsen. Karsten takkede Ejner Alexandersen og Jens Ole Andersen for deres indsats i bestyrelsen.  Bestyrelsen har efterfølgende konstitueret sig: Formand, Karsten Hansen, Næstformand Jens Korning, kasserer Bent Nielsen, sekretær Mogens Rosengård og medlemmer Peter Nielsen, Flemming Andersen, Poul Kroier og suppleanter Peter Hove og Carsten Riis Olesen. Der var genvalg til alle bilagskontrollanter og suppleanter.  Under punktet eventuelt blev der fra flere sider givet udtryk for tilfredshed med aktivitetsniveauet og bestyrelsens indsats. Der var også opfordring til at fortsætte dialogen med hinanden og husk at holde fokus på hjortevildtforvaltning.

Efter generalforsamlingen fortalte Lars Haugård, DMU om baggrunden for kæbeprojektet på Djursland og løftede også sløret for kæbeindsamlingen 2010 / 2011. Rapporten forventes at blive frigivet ultimo juni måned, hvorefter den vil blive lagt på hjemmesiden. Der var efterfølgende en livlig debat over emnet, og hvordan de enkelte resultater kunne tolkes. Tak til Lars for et godt indlæg.

Bestyrelsen havde lagt op til debatemner om mulighed for fællesjagt i laugområdet og fodring på tværs af markskel. Der kom gang i en god dialog og en masse input som bestyrelsen vil arbejde videre med.

På bestyrelsens vegne.
Karsten Hansen

 

Senest opdateret den 17. juni 2014 af Karsten Hansen