Krondyr (Cervus elaphus)
Udbredelse
I Danmark lever krondyret kun i Jylland og på Sjælland. De største bestande af krondyr findes i Vest- og Midtjylland og på Djursland, mens der på Sjælland findes en mindre bestand i Tisvilde- og Valby Hegn og ved Åmosen.
Udseende
Krondyret er den største hjorteart i Danmark. Hannen, hjorten, vejer omkring 180 kg når han er fedest og har en kropslængde på ca. to meter, mens hunnen, hinden, hvis kropslængde er omtrent 1,7 m, vejer ca. 100 kg.
Om sommeren er pelsen rødbrun på oversiden og hvid-gullig på bugen, mens vinterpelsen med sine længere og tykkere hår er gråbrun. Den korte hale er gulbrun, og den del af bagpartiet som omgiver halen (spejlet) er rødgult. Ældre hjorte har om vinteren en manke omkring halsen.
Hvert år i februar-marts kastes hjortens gevir, og et nyt gevir begynder at vokser frem. Det nye gevir, som på en stor hjort vejer mellem seks og otte kg, er færdigdannet omkring juli måned.
Føde
Græsser, lav, skud af lyngplanter, urter, skud og bark af nåletræer samt afgrøder som kartofler, raps, havre og byg er bare nogle af de fødeemner, der indgår i krondyrenes fødevalg.
Krondyret er hvad man kalder en nøgleart, fordi den ved sin fouragering kan påvirke vegetationen så kraftigt, at den holdes nede. Derved skabes der levesteder for mere lys- og varmekrævende arter.
Levevis
I Danmark lever krondyrene i områder med store nåleskove, hvor de kan søge dækning om dagen. Men det er især på heder, i højmoser, overdrev, græsheder, kær og på landbrugsarealer, at krondyrene finder deres føde.
Uden for brunstperioden færdes de fleste krondyr i flokke, også kaldet rudler. Hinderne danner rudler med andre hinder, som de er tæt beslægtede med, samt deres kalve. Der kan også være få unge hjorte i en hind-rudel, men rudlen føres af en ældre hind.
En hjorte-rudel består især af unge hjorte. Rudlens struktur bygger på dominans, hvilket vil sige, at der er en rangorden dyrene imellem. Rangordenen afgøres enten ved truesignaler, styrkeprøver eller ved kamp.
Allerede i august begynder hjorten at brøle for at tiltrække hinder til sit harem, og så godt som alle hinder, der er ældre end to år, bliver befrugtede. De fleste kalve fødes i juni, når hinden har været drægtig i ca. 235 dage.
Trusler og bevaring
De danske krondyr trives og det samlede antal krondyr i landet menes at være 15.000-20.000 dyr (udenfor hegn og dyrehaver).
Krondyret har ingen naturlig fjende i Danmark, men der bliver årligt skudt omkring 4.000 dyr. Det kan de store bestande klare, hvorimod man flere steder, bl.a. i Vendsyssel og Nordsjælland har forkortet jagtsæsonen for at de små bestande kan få lov til at vokse og sprede sig.
Mere end 100 krondyr bliver hvert år trafikdræbt, hvilket måske kan påvirke mindre bestande negativt.
Sika (Cervus nippon)
Udbredelse
Sika er en asiatisk hjorteart, der blev indført til Danmark i 1900-tallet.
I dag menes den samlede danske bestand at være omkring 600 dyr fordelt på nogle få lokaliteter i blandt andet den nordøstlige del af Jylland og i sydvestsjælland.
Udseende
Sikaen er mindre end dådyr og krondyr, men større end rådyr. Den måler ca. 80 cm i skulderhøjde, er som regel 140-150 cm lang målt fra snudespids til halerod og vejer for hannens (hjorten) vedkommende ca. 50 kg, mens hunnen (hinden) vejer omkring 35 kg.
Sikaens sommerpels er rødbrun med rækker af hvide pletter, og fra nakken og ned langs dyrets ryg er der en sort stribe. Undersiden er lys gulbrun.
I oktober fældes sommerpelsen, og erstattes af vinterpelsen som er tykkere, mørkegrå og uden pletter. Hjorten har i vinterpelsen en tillige en kraftig manke omkring halsen. Spejlet, som er den del af bagenden, der omgiver halen, er hvidt og omkranset af en sort stribe både i sommerpels og vinterdragt.
Kun hjorten bærer gevir. Når geviret kastes i april-maj begynder et nyt straks at vokse ud. Mens det vokser er geviret dækket af et tyndt lag hud, basten. Når geviret i august-september er ved at være færdigudviklet, begynder basten at tørre ind. For at få den døde hud af, fejer hjorten geviret mod træstammer og grene.
Føde
Sikaen lever udelukkende af planteføde. Græsser og urter udgør en stor del af føden, men sikaen æder også svampe, skud og knopper, bregner, bark og olden.
Levevis
Sikaerne er overvejende nataktive. De søger føden både i skov og på nærliggende marker, mens de om dagen holder til i tæt skov.
Uden for brunsttiden færdes hjortene sammen i små hjorterudler, der oftest består af en ældre hjort og et par yngre hjorte. Hinderne danner også små rudler, som ofte består af en eller to hinder med deres kalve og eventuelt nogle ungdyr.
Brunstperioden varer fra september til december. Hjortene søger til brunstpladser, hvor de, for at tiltrække hinderne, laver brunstgruber med forbenene og geviret. Brunstgruber er små fordybninger i jorden, som hjortene oversprøjter med urin og sædvæske.
Efter en drægtighedsperiode på ca. 7½ måned fødes kalven. Kalven dier indtil den er 7-10 måneder gammel.
Naturlige fjender
Muligvis kan ræve tage sikakalve, men ellers er der ingen dyr i Danmark som har sika på menuen.
Trusler og bevaring
I Danmark er der jagt på sika, og der skydes hvert år omkring 400 dyr.
Dådyr (Dama dama)
Udbredelse
Dådyret forsvandt fra Europa, herunder Danmark, under sidste istid, men blev indført til landet i 1200-tallet.
I dag findes dådyret udbredt over det meste af Danmark.
Udseende
Hannen, som hos dådyr kaldes hjorten, måler i skulderhøjde 90-95 cm og vejer 50-100 kg. Hunnen, dåen, måler i skulderhøjden 80-85 cm og vejer omkring 45 kg.
I sommerpelsen er dådyret, på både ryggen og siderne, rødbrun med talrige hvide pletter, mens bugen er gullig eller hvid. På ryggen og ned over halen er der en bred sort stribe. Spejlet, som er det stykke af bagenden, der omgiver halen, er hvidt med en sort kant omkring.
I vinterpelsen er dådyret gråbrunt, og der er ingen hvide pletter.
Kun hjorten udvikler et gevir, som bliver større jo ældre hannen bliver. Den øverste del af geviret er skovlformet. I det tidlige forår knækker geviret af og et nyt begynder hurtigt at vokse frem. Geviret er dækket af et tyndt lag hud, basten, mens det vokser, og når geviret i september er færdigudviklet begynder huden at tørre ind. For at få den døde hud af, fejer hjorten geviret mod træstammer og grene.
Føde
Dådyret lever udelukkende af planteføde. Græsser, urter og markafgrøder udgør en stor del af føden, men dådyret æder også skud, knopper, blade, kviste, olden og frugt.
Levevis
Dådyrene holder til i et mosaiklandskab med løv- og blandingsskov, hvor der er græs og urter som bundvegetation, dyrkede jorder og åbne græsarealer.
Når hjortene kommer i brunst i oktober-november søger de til brunstpladserne. For at tiltrække dåerne til sit harem laver hjorten en grube med forbenene og geviret, og gruben dækkes af urin og sædvæske.
I juni-juli fødes kalven efter en drægtighedsperiode på omkring 230 dage. Kalven dier i ca. 9 måneder.
Udenfor parringstiden færdes dåerne med kalve og ungdyr i rudler, hvilket er mindre flokke. Hannerne færdes også sammen i små flokke.
Naturlige fjender
Ræv tager sandsynligvis indimellem dådyrkalve, men ellers er der ingen dyr i Danmark der har dådyret på menuen.
Trusler og bevaring
Der er fastsat jagttid på dådyr, og der nedlægges årligt omkring 3.000 dyr. Det formodes dog, at dette tal er for højt i forhold til det reelle jagtudbytte, og at der fejlagtigt er talt dådyr med, som skydes i farme.
Rådyr (Capreolus capreolus)
Udbredelse
Den danske bestand af rådyr har været i fremgang siden midten af 1900-tallet og rådyret er nu vidt udbredt og almindeligt i Danmark.
Udseende
Med en skulderhøjde på 65-75 cm og en vægt på 20-25 kg (dyr på 30 kg forekommer) er rådyret den mindste hjorteart i Danmark.
Snuden er sort, øjnene sidder langt fra hinanden og ørerne er store.
Vinterpelsen er gråbrun og tykkere og længere end den røde, glatte sommerpels. I vinterdragten har rådyret et par tydelige hvide pletter på halsen. Det stykke af bagenden som omgiver halen (spejlet) er hvidt og hjerteformet hos råen, men hvidt og mere ovalt hos bukken. Råerne har tillige en tydelig hårdusk omkring kønsåbningen.
Rålammene har uregelmæssige rækker af hvide pletter, indtil de om efteråret skifter til den første vinterpels.
Geviret, som kun råbukken har, kaldes opsatsen. Afhængigt af bukkens alder kastes opsatsen i oktober-december. At opsatsen kastes betyder, at hver af de to stænger knækker af. En ny opsats begynder straks at vokse frem, og mens det vokser, er det dækket af et tyndt lag hud, basten. Når opsatsen i marts-april er færdigudviklet begynder huden at tørre ind. For at få den døde hud af, fejer bukken opsatsen ved at gnide det mod grene og træstammer.
Føde
Rådyret er planteæder. Om vinteren udgør især den underjordiske del af anemone, skud og knopper af løv- og nåletræer samt vinterafgrøder en vigtig del af føden. I forårs- og sommermånederne er det særligt kimplanter af løvtræ, urter og friske blade der foretrækkes. Men også bog og agern kan indgå i føden.
Levevis
Rådyrene holder til i et mosaiklandskab af skov og åbne dyrkede eller udyrkede arealer.
Fra april til oktober færdes bukkene oftest enkeltvis og hævder territorium, som de aktivt forsvarer mod andre bukke. Råerne færdes i et område som er mindre skarpt afgrænset, og området forsvares ikke aktivt mod andre råer. Bukkens territorium er typisk dobbelt så stort som råernes leveområde, og territoriet kan overlappe med flere hunners område. I november til marts færdes dyrene i mindre grupper.
Parringen foregår i juli-august, men da rådyret har forlænget drægtighed fødes de 1-2 unger først i maj-juni. At rådyrene har forlænget drægtighed betyder, at de befrugtede æg befinder sig i et hvilestadium, før de efter 4-5 måneder sætter sig fast i livmoderen så fosteret kan udvikles. Fosterudviklingen tager fem måneder.
Naturlige fjender
Ræven er det eneste rovdyr i Danmark, som har rålam på menuen.
Kilde: Skov og Natur Styrelsen
Senest opdateret den 17. januar 2011 af Karsten Hansen